Tilbage til Alle begivenheder

PRODUCERSKOLEN


INDHOLD

Hvordan udvikler man et projekt? Hvad vil det sige at lave en bæredygtig filmproduktion? Hvordan sikrer man penge til sit projekt? Og hvad er forskellen egentlig på en producer og en lineproducer?

Producerskolen er et skræddersyet forløb til dig, der drømmer om at blive producer eller blot er nysgerrig på, hvad det overhovedet betyder at ”producere” en film.

Forløbet bliver afholdt i København K og strækker sig over 8 gange.

Undervejs får vi besøg af anerkendte personer fra branchen, der har praktisk erfaring og kendskab til producerfaget. Forløbet giver dig både et større netværk, men også en praktisk forståelse af, hvordan du i fremtiden kan realisere dine egne filmprojekter.

Program:

3. September 18:30 - 21:30 Producerens rolle

Helt skåret ind til benet, hvad er så en producers funktion og hvilke interesser balancerer man? Producerrollen kan have forskellige fortegn og rollen kan udfyldes på forskellige måder. Hvad er din profil som producer? Er du bevidst om, hvornår og hvordan du arbejder bedst og hvorfor? Og den nuværende situation i vores branche, hvad betyder den for det at være producer? Og for dig?

Producerskolens første session er en introducerende session, som sætter dig og din profil som producer i spil og den i sammenhæng med den virkelighed, vi står midt i. 

10. september 18:30 - 21:30: Projektudvikling i stiv modvind

Hvordan udvikles et projekt? Hvilke faser er der, og hvilke funktioner og interessenter indgår i dem? Hvordan er et forfatterrum indrettet, og hvad er ideen med det? Hvordan spiller produceren og de kreative hinanden gode, og hvordan håndteres kunden? Er der forskel på at drive en smal kunsterisk spillefilm, co-finansieret af otte parter, og en kommerciel tv-serie bestilt og betalt solo af en amerikansk streaming-tjeneste?

Hvor i spillet ser du dig selv? Hvad er du god til, hvad kan du lide og hvordan vil du have det?

  

17. september 18:30 - 21:30: Finansiering

I denne session dykker vi ned i emnet finansiering af film- og serieprojekter. Du vil blive introduceret til en bred forståelse af de forskellige finansieringsmuligheder, modeller og strategier, der er involveret i at sikre økonomisk støtte til filmprojekter. Mette vil igennem praktiske eksempler give indblik i de udfordringer og muligheder, der er forbundet med at skaffe midler til film- og serieproduktioner og sætte dem i forhold til branchen og den modvind, den befinder sig i netop nu.

24. september 18:30 - 21:30: Lineproducerens rolle

I denne session vil vi se på lineproducerens centrale rolle i film- og serieproduktion. På baggrund af egne erfaringer, vil underviseren definere hvad en lineproducer er, og hvordan rollen adskiller sig fra de øvrige producerroller (fx producer og executive producer) på den ene side og funktionerne i produktionsafdelingen på den anden (fx produktionsleder). Du vil høre nærmere om line producerens specifikke opgaver, såsom budgetlægning, planlægning, holdsætning, ressourcestyring, kommunikation, og løsning af praktiske udfordringer under produktionen.

1. oktober 18:30 - 21:30: Jura, rettigheder, kontrakter og overenskomster

I denne session vil du få en grundlæggende forståelse af juridiske aspekter, rettigheder og kontrakter i film- og serieproduktion. I denne session sætter vi fokus på vigtigheden af at beskytte ophavsrettigheder, forskellige typer kontrakter, og hvordan de fungerer i branchen. Der vil også være fokus på overenskomster og arbejdsforhold i filmbranchen. Gennem casestudier og praktiske eksempler vil du opnå en klarere forståelse af, hvordan de juridiske aspekter spiller en central rolle i produktionen, og hvordan man undgår potentielle juridiske faldgruber. Underviseren vil desuden sætte nogle overskrifter på den situationen branchen befinder sig i for nuværende.

8. oktober 18.30-21.30: Ledelse & social bæredytighed

Hvordan får man en dynamisk og kreativ proces, som involverer væsensforskellige faggrupper til at svinge? Hvordan spiller vi hinanden gode og hvordan balancerer vi fleksibilitet med nødvendig grænsesætning? Arbejdskulturen i filmbranchen er under forvandling. Social bæredygtighed spiller er større og større rolle og spørgsmålet er, hvordan vi leder, så alle har det bedst mulige arbejdsvirke.

Hvordan er du som leder? Hvilken ledelsesstil fungerer for dig, og hvordan ser på du samarbejde, kommunikation, inklusion og social bæredygtighed kontra kvalitet, økonomi og deadlines?

22. oktober 18.30-21.30: Bæredygtig filmproduktion

Hvilke tiltag batter for klimaet, og hvordan tager vi nogle skridt, som har reel effekt?

Denne session omhandler mere klimavenlige måder at producere film og tvserier på. Hvis vi skal se en effekt af vores tiltag, er vi nødt til at måle på dem. Derfor vil vi se på forskellige redskaber og værktøjer, som man kan tage i brug – både på vækstlag og i det professionelle lag. Vi bevæger os i en virkelighed, hvor dataindsamling, klimaberegning og grønne redskaber bliver en del af arbejdet på en produktion, både før, under og efter produktionen. Foruden introduktion til disse redskaber, vil vi se på en konkret case, som har beregnet deres klimaaftryk.

5. november 18.30-21.30: Mødet med virkeligheden

Sidste session bliver en opsamling af hele forløbet med mulighed for at stille de spørgsmål, der måtte være dukket op undervejs. Der vil være lidt mindre undervisning, men til gengæld meget mere netværk og tid til at dele drømme og visioner for fremtiden - med sparring fra Morten og de øvrige deltagere.

PRATISK INFO

Hvor: Filmværksted København - Gothersgade 55, 4. sal

Dato: 3. september - 5. november 2025 (ansøgningsfrist 15. august)

Pris: 2500 kr.

Kontakt: event@fvkbh.dk

Forhindret i at deltage? Husk at melde fra til Filmværkstedet, så en anden kan få din plads!


Forrige
Forrige
19. august

Mød Filmkonsulent ulla hæstrup FRA DEN VESTDANSKE FILMPULJE

Næste
Næste
15. september

FILMISK FORTÆLLEFORM: MED ARNE BRO