VIL DU SØGE?
Næste frist
10.feb.kl.12
-
Brænder du inde med en idé til en film, men mangler du sparring, udstyret og pengene til at lave den?
Vi har 2 støtteformer:
Udviklingsstøtte: op til 5.000 kr. til at videreudvikle dit projekt og få adgang til vores lokaler
Produktionsstøtte: op til 25.000 kr. til produktionsudgifter, adgang til vores udstyr, postfaciliteter, mødelokaler og mulighed for tillægsstøtte i form af mentorstøtte og oversættelsesstøtte.
Vi har 4 faste ansøgningsrunder om året, som ligger i starten af februar, maj, august og november.
Næste ansøgningsfrist er 6. februar kl. 12.00.
HVEM KAN SØGE?Alle, der ønsker at komme til at arbejde i film-, tv- eller mediebranchen og dermed kan øve sig ved at lave et eller flere projekter hos os. Vi vil elske at høre om din idé og hjælpe den med at blive realiseret.
Vi ønsker desuden at afspejle samfundet, så vi opfordrer alle kreative uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, religion og handicap til at ansøge Filmværksted København.
Det er et kriterie, at du er fyldt 18 år og har en dansk adresse. Du behøver ikke være dansk statsborger, og ansøgningen kan både være på dansk og engelsk.
HVAD STØTTER VI?Vi støtter de fleste former, længder og genrer: fiktion, dokumentar, hybrid osv.
Vi har dog ikke mulighed for at støtte film, der…
…udelukkende består af animation (søg i stedet støtte hos Open Workshop i Viborg)
…skal udstilles på et galleri eller museum (søg i stedet støtte hos Kunstfonden)
…optages på 8mm eller 16mm, dvs. gamle filmruller, da vi ikke har udstyret
…er kommercielle – altså reklamefilm eller musikvideoer
HVORDAN VURDERES ANSØGNINGERNE?Din ansøgning bliver læst og vurderet af dygtige filmkonsulenter, der har erfaringer fra den professionelle branche og som afspejler en bred diversitet. Det er altid filmkonsulenternes beslutning, hvilke projekter, de vælger at støtte. Filmkonsulenterne udskiftes ca. hvert år, så vi sikrer en løbende bred diversitet og friske øjne på talentudvikling.
Når de læser en ansøgning, kigger de bl.a. på:
ansøgerens tidligere værker
det visuelle materiale til det ansøgte projekt
at der er noget på spil i fortællingen – at projektet føles vigtigt for dig/jer
at historien opleves som nødvendig at få fortalt netop nu
En ansøgningsrunde tager cirka 6 uger fra ansøgningsfristen.
-
Du har mulighed for at vedhæfte bilag i ansøgningskemaet, som du synes er relevante for at give konsulenterne en fornemmelse af dit projekt.
Du bestemmer selv, hvad du har lyst til at vedhæfte.
Det kan f.eks. være:
Manuskript
Treatment
Pitchdeck
Råklip eller teaser
Video med motivation eller hvem du/I er
Fotos af cast eller idéer til cast
Visuel stil / moodboard
Idéer til locations
Andet, som du synes er relevant for din ansøgning
Hvis det driller med at uploade materialet inde i ansøgningskemaet, er du altid velkommen til at sende materialer f.eks. via Wetransfer til koordinator@fvkbh.dk
Du kan gemme din ansøgning undervejs og vende tilbage, når du er helt klart til at sende.
-
NÅR DU HAR INDSENDT DIN ANSØGNING
Ansøgningsskemaet er lavet i et program, der hedder Jotform. Når du har trykket “Send Ansøgning”, vil du modtage en mail fra Jotform.
Et par dage efter ansøgningsfristen vil du modtage en mail fra koordinator@fvkbh.dk med bekræftelse på, at vi har modtaget din ansøgning i vores system.
Herefter går konsulenterne i gang med at læse alle ansøgninger.
Der går cirka 2-3 uger med at læse alle ansøgninger og i den periode hører du ikke fra os. Konsulenterne er underlagt forvaltningsloven og har tavshedspligt.
HVORNÅR FÅR DU SVAR?Efter 2-3 uger, når konsulenterne har læst alle ansøgninger, får du en mail fra koordinator@fvkbh.dk, om du får et afslag eller om konsulenterne vil se dig til en samtale.
For dig, der desværre får afslag, vil konsulenterne hurtigst muligt sende dig en skriftlig begrundelse på afslaget og konstruktiv feedback til dit videre forløb.
Afslagsbrevet vil også blive sendt fra koordinator@fvkbh.dk.
For dig, der bliver indkaldt til samtale, vil du modtage en mail fra koordinator@fvkbh.dk med info om tidspunkt for samtalen. Samtalen vil som regel afholdes på filmværkstedet og har en varighed på en halv time. Konsulenterne kan vælge at stille dig en opgave efter samtalen. Søger du produktionsstøtte, vil der derudover blive tilsendt et Teknisk Vurderingsskema, hvor du uddyber dine planer for, hvordan du vil bruge filmværkstedets faciliteter og udstyr.
TIL DIG, DER ER GÅET VIDERENår konsulenterne har afholdt alle samtaler, beslutter de hvilke projekter de kan støtte. Det er derfor ikke alle projekter, der kaldes til samtale, som ender med at få støtte.
Gennemsnittet for antallet af produktionsstøtter er 8-10 og udviklingsstøtter er 4-6.
I nogle tilfælde kan konsulenterne beslutte at konvertere en produktionsstøtte til en udviklingsstøtte, hvis de vurderer, at projektet har brug for mere udviklingstid.
Får du afslag efter din samtale, vil konsulenterne hurtigst muligt give dig en begrundelse og konstruktiv feedback, som du kan bruge i dit videre forløb.
TIL DIG, DER TILDELES STØTTEAlle nye støttede projekter vil blive indkaldt via mail til et fælles støttemøde på filmværkstedet, hvor du/I bliver introduceret til filmværkstedets medarbejdere, faciliteter og får en gennemgang af støttevilkår. Det er også din mulighed for at stille spørgsmål til det næste skridt, herunder f.eks. booking af workflowmøde (hvis du har produktionsstøtte), udbetaling af støtte osv.
Vi glæder os SÅ meget til at møde dig!
UDVIKLINGSSTØTTE
-
Udviklingsstøtte tildeles projekter, der rummer et stort potentiale, som der skal udvikles mere på, før projektet er klar til produktion.
Støtten indeholder 5000 kr. som f.eks. kan bruges på en mentor af eget valg, eller til research, som kan styrke projektet. Støtten giver også dig og dit hold adgang til vores mødelokaler.
Støtten er gældende i 5 måneder.
-
Hvis du vil søge udviklingsstøtte, kan du læse de gældende vilkår her.
PRODUKTIONSSTØTTE
-
Produktionsstøtte tildeles projekter, der er klar til at gå i optagelse.
Støtten giver dig adgang til:
Professionelt udstyr
Postproduktionsfaciliteter
Mødelokaler
25.000 kr. til optagelserne
Mentorstøtte
Oversættelsesstøtte
Med en produktionsstøtte fra os, har du mulighed for at søge supplerende støtte i form af udstyr og postproduktionsfaciliteter ved værkstedet i Aarhus, Odense eller Viborg.
-
Hvis du vil søge produktionsstøtte, kan du læse de gældende vilkår her.