INDHOLD
Martin Strange-Hansen
Walk & Write 2026 med Martin Strange-Hansen
For andet år i træk inviterer Filmværksted København og Manuskriptskolen for Børnefiktion i samarbejde med Martin Strange-Hansen til Walk & Write – et skriveforløb, der kombinerer bevægelse, refleksion og fællesskab for manuskriptforfattere.
Få ny energi til dit manusprojekt gennem gåture og møder med ligesindede i en inspirerende og forpligtende ramme faciliteret af Martin Strange-Hansen.
Du kan tilmelde dig, hvis du har et projekt til film eller tv målrettet børn eller unge i alderen 0–18 år. Forløbet indeholder ikke undervisning i manuskriptskrivning eller manuskonsultation, så det forventes at du allerede kender din skriveproces og basal dramaturgi fra tidligere projekter.
Formål og metode
Hvis du er manusforfatter, ved du, at man kan møde modstand eller blokeringer, når man sidder alene og skriver. En stor del af den kreative proces handler om sansning – ofte opstår inspirationen netop, når kroppen er i bevægelse.
Walk & Write giver dig mulighed for at bearbejde et projekt, du arbejder på lige nu, i rammer med skemalagt frisk luft, refleksion og skrivefællesskab, hvor deltagerne bidrager aktivt til hinandens proces.
Sted:
Forløbet begynder på Manuskriptskolen for Børnefiktion og fortsætter resten af dagen på Filmværksted København. Vi inddrager også nærliggende byrum som Kongens Have til udendørs refleksion og samtale.
Dagsprogram:
Dagsprogram:
09.00 – Ankomst og kort inspirationsoplæg på Manuskriptskolen
09.15–09.45 – Arbejdsrum 1: Planlægning af dagens fokus
09.45–10.15 – Gåtur til Filmværkstedet
10.15–12.15 – Arbejdsrum 2: Skrivetid
12.15–13.00 – Frokost og erfaringsudveksling
13.00–15.45 – Arbejdsrum 3 inkl. gåtur og sparring med “partner in crime”
15.45–16.00 – Fælles afrunding
Deltagelse og format
Der optages 12 deltagere.
Forløbet organiseres i to-personers hold (partner in crime), så deltagerne får fast sparring og kontinuerlig støtte.
Efter hver gang er der en fælles runde, hvor deltagerne sammen gennemgår: Hvor er du i forhold til dagens mål? Er der opstået nye tanker i løbet af dagen? Hvor vil du gerne være med projektet næste gang?
Om Martin Strange-Hansen
Martin Strange-Hansen er uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole og har to gange været nomineret til en Oscar, hvoraf han vandt den ene i 2003 for kortfilmen Der er en yndig mand.
Han har som konsulent ved landets filmværksteder støttet over 100 film- og serieprojekter og ageret manuskonsulent på et stort antal kortfilm. Senest aktuel som manuskriptforfatter på spillefilmen Synkefri (2024).
PRAKTISK INFO
Hvor: Start på Manuskriptskolen for Børnefiktion, Ravnsborggade 18C, København N. Herefter Filmværksted København.
Dato: Alle dage kl. 9.00–16.00
27. februar
6. marts
13. marts
20. marts (valgfrit)
28. marts 2026
Tilmelding gælder alle faste mødegange.
Pris: 250 kr. for hele forløbet, inkl. morgenmad, frokost og forplejning.
Kontakt: event@fvkbh.dk
Ansøgningsfrist: 15. februar 2026
Forhindret i at deltage? Husk at melde fra til Filmværkstedet, så en anden kan få din plads!