NY DIREKTØR FOR FILMVÆRKSTEDET

Filmværkstedet i København har i over 50 år spillet en afgørende rolle for fødekæden til dansk film og tv.

Birgitte Fredsby sætter sig nu i direktørstolen med en klar ambition om at fortsætte og forny det vigtige talentarbejde!

BIRGITTE FREDSBY

Birgitte Fredsby har mere end 25 års erfaring fra forskellige ledende stillinger i film- og tv branchen og har bl.a. været B&U chef i DR, partner og direktør i produktionsselskabet Made By Us og konsulent i Public Service-puljen under DFI. Derudover sidder hun i en række bestyrelser, herunder Manuskriptskolen for børnefiktion.

”Jeg er glad for at der har været stor interesse for stillingen med et særdeles stærkt ansøgerfelt. Med Birgitte får Filmværkstedet en direktør med en imponerende ledelsesbaggrund og et stærkt branchekendskab. Birgitte tænker visionært og kan få folk med sig. Dertil kommer hendes mange års erfaring med talentudvikling og en stor passion og dyb forståelse for målgruppen. Kombinationen af Birgittes erfaring, kompetencer og personlighed gør, at hun er den helt rigtige til at værne om, favne og videreudvikle både talenter og filmværksted” siger Forperson for Filmværkstedet / Københavns bestyrelse, Torben Smidt Hansen.

Filmværkstedets formål er at identificere, støtte og udvikle samt markedsintroducere nye talenter i deres faglige og kunstneriske udvikling med det primære formål at hjælpe dem til uddannelse eller beskæftigelse inden for den visuelle industri.

Hovedopgaven for den nye direktør bliver sammen med bestyrelsen, medarbejdere, brugere og branchen at sætte den strategiske retning for udviklingen af Filmværkstedet og skabe de bedste betingelser for udviklingen af de næste generationers talenter, filmiske genrer og udtryksformer.

Birgitte Fredsby udtaler: Filmværkstedets historie og position er helt unik. Hvilket kæmpe privilegium at skulle bidrage til første led i fødekæden af fremtidens filmiske fortællere. At skabe rammer og muligheder for den mangfoldighed af talenter der findes og sikre kendskabet til deres kunstneriske og kreative bankende hjerter. Jeg glæder mig til at forme og fremtidssikre Filmværkstedet i takt med branchens udvikling og er meget bevidst om, at fremtiden også kalder på stærke partnerskaber og evnen til at se nye veje.


Birgitte Fredsby tiltræder stillingen som direktør for Filmværkstedet i København d. 1. april 2024.

Kontakt: Torben Smidt Hansen, forperson for Filmværkstedet / Københavns bestyrelse. 
Mobil: 20 12 03 22 / mail: torben@fvkbh.dk

Forrige
Forrige

STØTTER 1.RUNDE