Interview om sommercamp møn

Sommercamp Møn ‘24

- Det er svært at få sådan et stort arrangement op at stå uden støttemidler

 

Om kort tid er Filmværkstedet klar med ’Film-Sommercamp ’25’. De tre inspirationsdage for unge filmskabere, der er på vej ind i branchen, foregår i tæt samarbejde med Filmhøjskolen Møn. KulturPlus-midlerne har støttet arrangementet.

 

Af Casper Hindse

 

Den sidste weekend i juni byder på inspiration for spirende filmskabere i naturskønne omgivelser. Her slår Filmhøjskolen Møn nemlig dørene op til ’Film-Sommercamp ’25’, hvor unge mennesker med en filmdrøm i rygsækken kan få én på opleveren.

 

Initiativet er blevet taget på Filmværkstedet i København.

 

- Vi arbejder altid på at lave samarbejder, der rækker ud af hovedstaden. Filmhøjskolen Møn rummer alt det, vi ikke rummer. Vi hører til i larm og byliv, mens Møn er rendyrket ro og fordybelse. Samtidig byder Filmhøjskolen Møn ind med en kontakt til mange unge kreative mennesker, siger Julie Iwinski.

 

Hun er forretningsfører på Filmværkstedet og medskaber af ’Film-Sommercamp ’25’.

 

- Når vi laver workshops på Filmværkstedet, er det ofte en enkelt aften eller noget, der foregår flere aftener fordelt over en periode. Filmhøjskolen Møn giver os mulighed for at brede fællesskabsstemningen ud over flere dage i træk. Her får de unge en blanding af det filmiske og det sociale, og de vil opleve, at mange veje fører ind i filmbranchen.

 

Identifikation på højskolen

Det er anden gang, at Filmværkstedet og Filmhøjskolen Møn arrangerer weekendhøjskoleopholdet med filmoplæg på programmet og socialisering i ascendanten.

 

Over tre dage skal kursisterne både nå morgenbadning og fællesspisning. Og så skal de naturligvis have en række originale input fra den danske filmbranche. Blandt andet kigger instruktørerne Christina Rosendahl og Mehdi Avaz samt dokumentaristerne Christoffer Guldbrandsen og Eva Marie Rødbro forbi.

 

- Det er afgørende, at programmet indeholder stor diversitet og forskellige stemmer med hver sin tilgang til filmarbejdet, siger forretningsfører på Filmværkstedet og medskaber af ’Film-Sommercamp ’25’, Julie Iwinski, og forklarer, at oplægsholderne ikke kun er valgt ud fra deres faglige pondus.

 

De er også inviteret til Møn, fordi de er gode kommunikatører, som vil de unge noget.

 

- For eksempel skaber en dokumentarfilminstruktør som Eva Marie Rødbro værker, der handler om identifikation. Det, er vi overbeviste om, kan inspirere de kommende filmskabere. Det bliver en weekend, hvor de unge kan tænke videre over, hvad de skal med deres egen kunstneriske proces.

 

Naturskønne netværk

Kursisterne er altså ikke alene unge med en stor filminteresse. Det er mennesker med filmambitioner, der møder op på Møn.

 

De naturskønne omgivelser og de mange højskoleoplæg er dog ikke hele grunden til, at ’Film-Sommercamp ’25’ gerne skulle blive en succes for deltagerne.

 

- Over de tre dage skal der være plads til oplægsholderne og de mange input, men der skal også være plads til, at kursisterne kan fordøje det hele og bruge Møns natur til at tænke videre over, hvad de har af projekter og tanker, siger forretningsfører på Filmværkstedet og medskaber af ’Film-Sommercamp ’25’, Julie Iwinski.

 

Hun fortæller, at Filmværkstedet af samme grund har justeret på konceptet fra sidste år.

 

- Vi oplevede under den første film-sommercamp i 2024, at der var så meget fagligt indhold, at de unge ikke kunne nå at suge det hele til sig. Derfor har vi skruet op for det sociale aspekt og placeret flere pauser, hvor de kan gå en tur og fordøje den nye viden, siger Iwinski.

 

- De unge skal have lyst til at udvikle deres filmsprog. Vi henvender os som filmværksted bredt, mens ’Film-Sommercamp ’25’ henvender sig mere til det yngre segment, der har lyst til at opleve højskoleånden. Det er et sted, hvor netværk kan dannes. Flere af deltagerne kommer alene, og målet er, at de på Møn kan finde ligesindede.

 

Støtten skaber diversitet

En anden erfaring fra sidste års film-sommercamp er, at de unge ikke har råd til at betale alt for meget for deres deltagelse.

 

Her kommer KulturPlus-midlerne i spil. For det nytter ikke noget, at man gerne vil skabe stor diversitet på et tredages højskoleophold, hvis det kun er én samfundsgruppe af unge, som tropper op. Derfor er støtten til ’Film-Sommercamp ’25’ gået til, at der er råd til undervisere, forplejning og leje af Filmhøjskolen Møns lokaler.

 

Og at der samtidig er mulighed for, at alle unge filminteresserede kan være med.

 

- Sidste år kostede det 1400 kr. at deltage, men i år udbyder vi opholdet for 500 kr. inklusiv kost og logi. Vi holder fast i højskoletanken, og vi deltager selv fire personer fra Filmværkstedet, fordi vi gerne vil være i kontakt med de kommende filmskabere – og selvfølgelig også hygge med, siger forretningsfører på Filmværkstedet og medskaber af ’Film-Sommercamp ’25’, Julie Iwinski.

 

Hun fastslår, at et initiativ som ’Film-Sommercamp ’25’ slet ikke ville kunne lade sig gøre uden KulturPlus-midlerne.

 

- Det er svært at få sådan et stort arrangement op at stå uden støttemidler, og hvis vi vil give muligheden til alle, der kan være interesserede i at blive en del af filmbranchen på længere sigt, er det sådan her, det kan lade sig gøre.

 

’Film-Sommercamp ’25’ foregår fra 27. til 29. juni på Filmhøjskolen Møn.

 

 

---

Bliv klogere på KulturPlus-midlerne

 

Støtten fra Producent Rettigheder Danmark kommer fra de såkaldte KulturPlus-midler.

 

KulturPlus-midlerne er midler, som kulturbranchen kollektivt giver som støtte til projekter, der fremmer dansk kultur. KulturPlus-midlerne har stor betydning for dansk kulturliv og udgør hvert år en vigtig og uundværlig del af finansieringen af mange forskellige film-, musik-, teater-, og tv-projekter og bidrager samtidig til det kulturelle landskabs diversitet og mangfoldighed.

 

Det er en del af disse midler, Producent Rettigheder Danmark har valgt at give til ’Film-Sommercamp ’25’.

 

Hvis du ønsker at læse mere om KulturPlus-midlerne, kan du klikke dig videre til https://www.copydan-kulturplus.dk/kulturplus-midler/




Forrige
Forrige

ÅBEN ÅRGANG 2025

Næste
Næste

3 VÆRKSTEDSFILM PÅ FILMTAGET!