OPEN CALL: FILMFORTÆLLINGER FRA NØRREBRO
Filmværksted København indgår i et nyt samarbejde med Lygten Station og Københavns Kommune om det dokumentariske filmforløb Open Call 2026 – Filmfortællinger fra Nørrebro.
Forløbet inviterer unge deltagere fra Nørrebro og Nordvest til at fortælle historier fra deres eget liv, deres kvarter og deres virkelighed. Det kan være en fortælling, hvor man selv indgår i filmen, eller en historie om en person eller et miljø, man har særlig adgang til og gerne vil skildre. Man behøver ikke have erfaring med film for at søge.
Deltagerne udvikler og producerer hver deres korte dokumentarfilm med støtte fra undervisere, mentorer og Filmværksted København. Filmene samles til sidst i én fælles film under titlen Nørrebrofilmen 2026.
Forløbet finder sted over fire søndage i september på Lygten Station (6., 13., 20. og 27. september) og består af hands-on workshops i dokumentarisk fortælling, optagelse, lyd og klipning. Derudover vil det være muligt at komme på Lygten om tirsdagen, hvor man kan få sparring.
Samarbejdet er et fælles ønske om at skabe nye kreative fællesskaber lokalt og give flere unge mulighed for at arbejde med film som personlig og kunstnerisk fortælleform.
Der afholdes informationsmøde på Lygten Station den 22. juni kl. 16.00.
Ansøgningsfrist for tilmelding er den 17. august 2026.